Hvorfor jeg stoppede på sygeplejerske-studiet

I september 2015 fik jeg tilbudt en plads på sygeplejerske-studiet. Jeg var over the moon, da jeg fik en standby-plads på mit drømmestudie – troede jeg. En uge efter studiet var startet, startede jeg – glad, spændt og taknemmelig!

 

Til de af jer der måske tænker:
“Er det ikke svært at komme ind i en klasse, når nu du ikke har været med til introuge og rustur?”

Kan jeg roligt fortælle jer – nej, det var det ikke. Hvis blot du er åben og nysgerrig overfor dit nye studie, dine studiekammerater og undervisere, så vil du helt sikkert finde en god studiegruppe og lære underviserne godt at kende.

(Når jeg starter på RUC til september 2017, skal jeg ikke med på rusturen. Ikke fordi jeg ikke vil lære de andre at kende – det vil jeg meget gerne – men jeg kan ikke lide drukkulturen, der er omkring rusturen. Jeg drikker ikke selv, men har intet imod at andre gør, jeg synes bare, det er en rigtig uheldig måde at prøve at få folk til at lære hinanden at kende på. Det var lige et sidespor – som sikkert fortjener et helt indlæg 🙂 )

 

De første to moduler (et modul = et halv semester) gik rigtig godt, og jeg elskede at dykke ned i kroppens funktioner – celler, hjertet, fordøjelsen – I LOVED IT 😉 Sygeplejeteorien havde jeg svært ved at tage seriøst, da de enten var ret åbenlyse (tjek vejrtrækning før du spørger patienten, om han fryser), mens andre var svære at bruge i situationer, der krævede en hurtig beslutning. Nogle af sygeplejeteorierne var meget abstrakte, og det virkede helt urealistisk – for mig – at huske på dem, da jeg stod i en akut situation med en patient.

 

I fjerde modul (jeg havde modul 4 før modul 3) skulle jeg 10 uger i klinik – dvs. i ti uger skulle jeg fire dage om ugen “arbejde” som sygeplejerske et sted fra kl. 7-15. Jeg blev sendt på lungemedicinsk afdeling på Amager Hospital, hvor de fleste patienter var ældre mænd og kvinder indlagt med KOL, lungecancer eller lungebetændelse.

 

Nogle dage var spændende, andre var ensformige. Det var her, det gik op for mig, at jeg ikke skulle arbejde på den måde i sundhedssystemet – jeg fik at se og mærke, hvordan alle nedskæringerne i sundhedssystemet har påvirket dagligdagen på et hospital. Sygeplejerskerne løb frem og tilbage, og det var ikke altid de nåede at spise frokost. Der kunne gå timer, før de fik drukket et glas vand eller fik tid til at gå på toilettet. Jeg fik så stor respekt for dem, og samtidig også ondt af dem. Som studerende måtte vi sige fra, hvis det blev for meget, og vi havde mere tid med patienterne end de ansatte sygeplejerske.

At kunne sidde og snakke med en patient om deres familie, deres liv og deres tanker var ikke almindeligt for de ansatte. Heldigvis kunne man som studerende tillade sig det, og det, jeg opdagede, var, at patienterne virkelig nød disse samtaler! De nød at snakke om andet end medicin, og hvilken ble de brugte. De nød at lave jokes og grine (nogle af patienterne havde virkelig god humor).

 

Jeg tror – og det er blot min mening – at samtaler som disse, også er en stor del af helingsprocessen. Hvis det blev en del af behandlingen – at snakke med patienter om deres liv, deres karriere, deres familie og få dem til at tænke på de ting, de er taknemmelig for, tror jeg, at det er med til at aktivere kroppens selvhelbredende evne.

 

Jeg ved godt, der ikke er tid til det, som det ser ud lige nu.
(og dem der har bestemt budgettet for sundhedssystemet, burde virkelig komme ud og lege sygeplejerske for at mærke på egen krop, hvad besparingerne har gjort)

 

Grunden til, at jeg stoppede på studiet, var både, at det knuste virkelig mit hjerte at både se ansatte løbe fra den ene patient til den anden, men også at se patienter der ikke blev lyttet ordenligt til (fordi der simpelthen ikke var tid til det!), og patienter der lå med en beskidt ble i flere timer, fordi der ikke var tid til at skifte den.

Det var den ene grund. Den anden grund var, at mens jeg var i klinik, oplevede jeg omkring 7-8 migræne-anfald. På et år oplever jeg mellem 0-2 anfald, og de bliver altid udløst af stress. Det er min krop, der kærligt (det føles dog ikke sådan!) siger til mig, at jeg skal stoppe op og mærke efter. Slappe af. Flere gange da jeg kom hjem fra en dag på hospitalet, måtte jeg lægge mig direkte i seng – grædende pga. smerten! – fordi jeg fik et anfald. Min kæreste så oftest hjælpeløs til, mens han hentede smertestillende medicin til mig.

 

Min krop sagde tydeligvis fra.

 

Selve uddannelse bestod – i hvert fald dengang – af 50% undervisning på skolen, og 50% klinik. Dette var min første klinikperiode. Hvis min krop allerede nu viste tegn på stress, hvordan skulle jeg så klare resten af uddannelsen?!

 

Derfor stoppede jeg.

 

Jeg har så stor respekt for ansatte på hospitaler, og det er en læring, jeg vil tage med mig.

Og så håber jeg virkelig, at der snart bliver smidt lidt flere penge i sundhedssystemet, så de ansatte ikke skal løbe fra den ene til den anden patient, og de bagefter kommer hjem efter en 8-timers vagt, og kommer i tanke om, at de hverken har spist eller været på toilettet.

 

Studiet-stoppet inspirerede også min (og Alex’) drøm om et holistisk center, hvor der er plads til samtalen i forløbet, samtidig med at patienten eller klienten modtager behandling.

 

Arbejder du i sundhedssystemet (eller er under uddannelse)?
Hvordan oplever du nedskæringerne?
Hvad ville du gerne ændre – hvad tror du kunne gøre en stor forskel for patienterne, hvis der var tid til det?

 

Skriv dit svar i kommentarfeltet, og lad os starte en god debat!

 

Kærlig hilsen
Ida