Om at fylde sin krop med hormoner – hver dag

fotografi-den-26-10-2016-kl-11-54

En tanke har strejfet mig flere gange denne måned, og nu er det på tide at dele den.

 

Lad os lige spole tiden cirka 7 år tilbage..

Jeg går i 9. klasse på det her tidspunkt og har haft min menstruation i cirka 1,5-2 år. Hver gang får jeg så slemme kramper, at jeg har minimum én sygedag om måneden, hvilket er ret meget i længden. Min gode veninde på det tidspunkt fortæller mig, at “Du skal da bare på p-piller! De tager smerten, og så kan man selv styre, hvornår man får sin menstruation. MEGA smart!” 

Unge og naive Ida tænker, at det er da en god idé! Why not?

Jeg får min mor med på idéen, da hun godt kan se, at menstruationskramperne tager hårdt på mig, og at de mange sygedage ikke går i længden. En tur til lægen, et blodtrykstjek og så er jeg ellers igang med min første p-pille-pakke.

 

Fra 2009-2013 er jeg derfor på p-piller nonstop. Jeg tager dem som om, det var vitaminpiller. Jeg tænker slet ikke over, at der faktisk er bivirkninger ved dem. Og nogle af dem er ikke helt ufarlige..

 

Bivirkninger (kilde: her):

blodpropper (især i lægge)

humørsvingninger

forværring af migræne

nedsat sexlyst

 

..Og denne undersøgelse viser en sammenhæng mellem depression og brug af p-piller!!

 

Jeg får heldigvis aldrig nogle af de farlige.

 

I 2013 går min daværende kæreste og jeg fra hinanden, og jeg tænker, at det nok er meget godt for min krop at få en pause for de kunstige hormoner. Jeg stopper derfor, og alt er fint indtil..

 

Mit ansigt og min ryg slår ud. Akne. Voksenakne. Are you f*cking kidding me?!

 

ØV, hvor er jeg ked af min hud der. Især fordi jeg jo prøver at gøre noget godt for min krop.

Min menstruation er overraskende regelmæssig og ser normal ud, hvilket gør mig en smule glad. Men efter et år hvor jeg har prøvet ALT, smider jeg håndklædet i ringen og går tilbage på mine gamle p-piller. Aknen forsvinder med det samme, og nogle måneder efter møder jeg Alexander, og der er det jo ret belejligt, at jeg er tilbage på p-pille – præventions-wise 😉

 

Men. To eller tre måneder inde i vores forhold begynder jeg igen at tænke over, om jeg egentlig har lyst til at fylde min krop med hormoner. Især fordi jeg på dette tidspunkt er begyndt at gå meget op i økologi og generelt fylde min krop med næring og slet ikke skadelig kemi.

 

Hjemmefra har jeg altid lært, at jeg kun skulle tage en Panodil, hvis det var VIRKELIG slemt. Det var altså ikke bare noget, vi tog, hvis vi havde lidt hovedpine. Nej, det skulle være en ørepine eller tandpine, der gjorde, at vi ikke kunne få vores søvn.

 

Ironien begynder at gå op for mig:
Jeg vil ikke tage en Panodil, hvis jeg har lidt ondt i hovedet, jeg køber helst økologisk, men jeg popper gladeligt en (p-)pille hver morgen?!

 

Det vil jeg ikke være med til mere! Så jeg stoppede med mine p-piller i april dette år.

 

Aknen er (7-9-13) ikke kommet tilbage. Min menstruation er meget regelmæssig, men den er ikke kommet helt tilbage til sin naturlige tilstand. Jeg føler mig mere som mig selv. Jeg skal ikke være bange for at opleve nogle af bivirkningerne.

 

Men hvad så med prævention er der måske nogle af jer, der tænker?

Det forstår jeg udmærket godt! For det ER nemmere med p-piller. Vi er gået tilbage til the-old-fashion-way (jep, kondomer), og så har jeg købt bogen Taking Charge of Your Fertility. Desuden bruger jeg appen Clue til at holde øje med min cyklus samt indtaste min temperatur (når jeg husker det, hehe), som er en af de ting, man kan gøre for at vide, hvornår man kan blive gravid/sikre periode (hvor du ikke kan blive gravid).

 

Jeg spurgte min læge for noget tid siden, hvad der var af præventionsmuligheder UDEN hormoner (liste over alle præventionsmidler her), og hun nævnet kondom og kobberspiral. Da jeg spurgte ind til den naturlige metode (den er beskrevet kort her) sagde hun bestemt: “NEJ!”
Hun sagde, at jeg kunne overveje en hormonspiral, nu når jeg stadig var ung.

 

“Jamen, jeg vil jo ikke have nogle hormoner, det er jo hele pointen?!”
havde jeg lyst til at skrige (men gjorde det ikke).

 

Hvad tænker du?
Tager du p-piller, eller har du valgt dem fra?
Hvorfor?

Jeg ville elske at høre dine tanker – skriv dit svar i kommentarfeltet 🙂

Vores vision

img_6446Hej og velkommen til Be Holistic! 🙂

 

Vi har glædet os til denne dag, hvor vi for alvor påbegynder rejsen imod vores store mål – at åbne vores eget holistiske center, hvor der skal være plads til hele dig.

Dette er første indlæg, og det kan ende med at blive lidt længere, end de fremtidige, da vi gerne vil fortælle dig om vores drøm, hvad du kan forvente af bloggen og selvfølgelig lidt om os – rent personligt.

 

 

Holistic:
“dealing with or treating the whole of something or someone and not just a part”

Cambridge Dictionary

 

 

Alexander er 22 år og forbereder sig til at starte på fysioterapistudiet. Han har de senere år fået en større interesse inden for det fysiske aspekt af sundhed, da han har oplevet hvordan fysikken påvirkede hans velbefindende – eksempelvis bøvlede han med maveproblemer i flere år, der til tider havde en hæmmende effekt på hans sociale liv.

Alexander blev opfordret til at spise vegetarisk, og det endte med at løse maveproblemerne, som lægerne påstod ville være kronisk. Oplevelsen åbnede hans øjne for, hvordan alt hænger sammen – hvordan ondt i maven kan være en hæmsko for at spise ude med vennerne eller kæresten, men samtidig hvordan det at have det godt fysisk, kan give et bedre socialt liv og mentale tilstand.

 

Ida er 23 år og arbejder lige nu med sin coachingforretning. For 6 måneder siden droppede hun ud af sygeplejerskestudiet, da hun næsten gik ned med stress. Studiet var spændende, men hun savnede det holistiske syn på sundhed og sygdom. Det gik op for hende, hvor meget af sundhedsvæsenet der fokuserer på at symptombehandle patienter i stedet for at finde årsagen. Derudover er det stadig ikke velset (endnu 😉 ), at kroppens funktioner påvirker hinanden – fysisk og psykisk. Det er netop det, Alex og Ida gerne vil lave om på – at vi kigger på det fysisk, det mentale, livsstilen og omgivelserne, da det er faktorer, der alle påvirker hinanden.

Ida starter på den naturvidenskabelige bachelor på RUC med bachelorfagene molekylærbiologi og psykologi i september 2017.

Og nå ja, så elsker vi at rejse, vegetarisk mad, kaffe fra Emmerys, at danse fjollet i vores stue, at se Friends og vores arbejde som teamledere på Camp True North.

 

Vi drømmer om at skabe et holistisk center, hvor der vil være mulighed for at få coaching, personlig træning, fysioterapi, hjælp til kost og ernæring, yoga og meditation.

Det kommer ikke til at være et klassiske træningscenter, som du kender fra fitness-verdenen.

Vores vision er et center, hvor der vil være plads til træning, der ikke handler om, hvordan du ser ud, men om hvordan du har det fysisk og mentalt. Der vil være holdsale med yoga- og meditationshold, og en gang imellem vil der være kurser og foredrag om den holistiske livsstil, personlig udvikling og hvordan mad og vand kan påvirke vores celler. Og så ville en spaafdeling heller ikke være dårlig – husk din mentale sundhed er ligeså vigtig som din fysiske sundhed 😉

 

Du kan forvente indlæg som en opskrift, et træningsprogram, tips til den holistiske livsstil, personlig udvikling eller hverdagshistorier fra livet på Nørrebro.

 

Husk, vi er endnu ikke uddannet hverken fysioterapeut, læge eller forsker, men vi har en drøm. Og vi tror på den.

 

Vi glæder os til at dele vores liv og vores allerbedste holistiske tips med jer 🙂

 

Kærlig hilsen

Alexander & Ida